OktoberDisc 2016

dilogo3_0_0

 

 

 

 

 

For tredje år i træk var der fyldt spillerfelt til OktoberDisc. Banerne var de sædvanlige – Starup hede og Kløften disc golf bane dannede rammer om årets hyggeligste turnering.

Dagen startede med en god kop kaffe leveret af Grums (Tommy S. Andersen). Et hurtigt overstået spillermøde og det var tid til at ønske hinanden god vind – rigtig god vind.

sdr

Allerede inden start blev der diskuteret, hvad scoren ville blive for en god runde. Ikke mange regnede med at hedens banerekord på 49 ville blive slået. Tværtimod håbede mange at en runde omkring par ville være nok til en topplacering.

Vinden var i den grad god og rar ved os på heden. De åbne fairways og skumle greens betød at de fleste hurtigt accepterede par som en rigtig god score på stort set alle huller. De fleste måtte dog en tur i sovsen undervejs. Nogle steder havde vandet nok været at foretrække.

Det kom til at holde stik, da de tre bedste runder på heden hed 59 (+1). I open-rækken delte Thomas Rasmussen og Christian Madsen førstepladsen og i am-rækken lagde Søren Handrup sig alene i spidsen. Joakim Vestergaard var dog kun ét kast efter inden runden i Kløften.

Thomas og Christian skiftedes til at tage føringen på de første to huller af finalerunden, og Christian holdt sin føring frem til hul 7, hvor Thomas fik udlignet for på hul 9 at bringe sig i front. Føringen holdt og blev udbygget med tre huller igen, da Thomas med en birdie mod Christians bogey sikrede sig et komfortabelt forspring på tre kast med to huller igen. Tillykke til OD-veteranen Thomas med sin anden OD triumf.

I am-rækken var der godt gang i førergruppen, hvor spillerne rykkede rundt på placeringen gennem hele runden. Joakim Vestergaard kom skidt fra start, så allerede efter to huller havde Søren Handrup udbygget sit forspring til fire kast. Joakim svarede igen med birdies på hul 3-4-5, og da Søren tager en 5’er på hul 6 lå de helt lige inden ø-hullet. Det slap Joakim bedst fra og førte nu med to kast. Efter 10 huller var føringen udbygget til tre kast, men så kom Søren i gang igen. Med en birdie på hul 11 – ACE på hul 12 – birdie på hul 13 bragte han sig selv i front igen med ét enkelt kast.

soerenhandrup_ace
Søren Handrup med skip ACE på hul 3

 

 

 

 

 

 

Ø-hullet blev afgørende for sejren, da Søren missede øen på sit drive og måtte inkassere en håndfuld. Joakim ramte øen og satte sit putt for en to’er. Med to huller igen var Joakim tilbage i front med to kast, hvilket reelt var afgørelsen. Joakim udbyggede dog føringen yderligere på næste hul og sikrede sig sejren med en par på det sidste hul. Tillykke til OD16 champ’en – Joakim Vestergaard.

Iben Blaabjerg sikrede sig sejren i dame-rækken efter solidt spil på begge baner. Dejligt at se rækken blive oprettet igen.

ÆDGK6100 var med helt fremme i begge rækker. Rasmus Dilling fik en fornem 3. plads i am-rækken efter super stabilt spil i finalerunden. I open-rækken overhalede Bo Dall Jørgensen og Dennis Thygesen det meste af lead group og endte med at dele 3. pladsen.

ÆDGK6100 takker alle fremmødte for en dejlig dag. Tak til vores utrættelige køkken-crew, der igen i år styrede forplejningen. Tak for kaffe til Grums. Tak til alle frivillige for det store arbejde med banerne og tårnet. Og stor tak til Discimport for støtten i 2016.

Resultater