Danmarksmesterskaberne 2019 på Gram Slot blev afholdt i de mest fantastiske omgivelser takket være hårdt arbejde fra medlemmerne i ÆDGK6100, dedikeret indsats fra Vision Gram og Gram Slot. Vejret viste sig heldigvis også fra sin bedste side, da først turneringen kom i gang.
Allerede fra første runde spillede favoritterne sig i front. Karl Johan Nybo og Thomas Rasmussen (henholdsvis MPO og MP40) lagde godt fra land med -9 på en bane, hvor OB lurer over næste alt. Til anden runde fik de selskab af Albert Hytten og Heimir Gudbergsson på -7 samt Al Fleming på -5. Alle var spændte på om Albert Hytten kunne stå distancen på lead card. Det kunne han med putts som dette, og han var dermed klar til en finalerunde på lead card.
Karl Johan Nybo kunne igen dog følge med, da han satte banerekord med -11, og sikrede sig således et solidt forspring inden finalerunden søndag. Heimir forsvarede sin plads på lead card, men spørgsmålet var, hvem der skulle gøre dem selskab. Vincent Pedersen spillede sig med rundens næstbedste score op på en delt fjerde plads, men den gode runde gav ham den sidste plads på lead card.
Finalerunden blev spændende dog ikke i forhold til første pladsen, da Karl Johan cementerede føringen tidligt på runden- Albert Hytten kom skidt fra start, da han forlod slotsparken i +2. Allerede på de to første huller havde han smidt sit forspring til Heimir på tredje pladsen, og da gruppen forlod parken, havde Heimir hentet yderligere to kast. Albert fik dog hurtigt fundet formelen igen, og efter hul 11 hentede han igen føringen med en birdie mod Heimirs bogey. Anden pladsen holdt hjem for Albert og Heimir forsvarede ligeledes sin tredje plads. KJ Nybo kunne ingen dog røre, og han kørte i sikker stil sin 13. titel i hus.
MP40 var en dyst mellem to spillere – Thomas Rasmussen og Al Fleming. Inden tredje runde havde Thomas tre kast ned til Al på tredje pladsen, men allerede på første hul blev det første kast smidt væk, og efter hul 6 var Thomas kun foran med ét enkelt kast. Herefter fulgtes spillerne ad indtil hul 10, hvor Thomas igen trak fra med en birdie mod Als bogey. Herfra kørte Thomas sejren sikkert i hus for andet år i træk. Jakob Burkard og Mikael Birkelund delte tredje pladsen.
Finalerunden i FPO blev super spændende. Inden finalerunden var Lena Klokmose i front med henholdsvis 3 og 6 kast til forfølgerne Lydie Hellgren og Iben Blaabjerg. Det gik ikke stille for sig i gruppen, da de skiftedes til at lave birdies og bogeys. Iben gik finalens bedste runde, men kunne ikke overhale Lydie, der sluttede på anden pladsen. Lena fandt det stabile spil frem på rundens sidste huller, hvor hun sluttede af med fem gange par.
MP50 feltet var på finale dagen en dyst mellem Martin Frederiksen og Tom Mathiesen. Martin var dog måske ekstra opsat i dagens anledning, da han jagtede sin DM-titel nr 20. Han gik dog også den suverænt bedste runde i feltet med -5, hvilket gav ham den eftertragtede 20x titel.
Erling Vestergård var ustoppelig på turneringens sidste dag. Ikke alene sikrede han sig titlen i MP55, men han nappede også dagens CTP, og han var også feltets eneste spiller med en HIO på scorekortet.
MA1 toppen var tæt efter lørdagens runder. I front var Søren Handrup på -2, men Mathias Bergkvist var lige efter på -1. Casper Reenberg og Steffen Rise Andersen tog de sidste pladser på lead card i rækken. Søren kom bedst fra start og gik fra slotsparken i -3 og havde allerede her hentet yderligere 5 kast til nærmeste forfølger. Han kom en smule i problemer i midten af runden, men satte herefter ind med stabilt spil i resten af runden og vandt med 7 kast til Mathias Bergkvist på anden pladsen. Andreas Døssing Mortensen spillede sig op i feltet og hentede akkurat Casper Reenberg, så de to delte tredje pladsen.
I MA 2 var Frederik Uth helt suveræn. Efter lørdag havde han syv kast til Troels Johansen, der igen havde fem kast til Thor Hansen på tredje pladsen. Thor var dog ualmindeligt uheldig med et hvepsestik og måtte trække sig til søndagens finalerunde. Det åbnede døren for Juris Abele og Sune Thonesen, der delte tredje pladsen. Frederik formåede at holde en velspillende Troels bag sig, og den unge herre er dansk mester i MA2. Ham får vi sikkert snart at se længere oppe i rækkerne.
ÆDGK6100 siger mange tak til alle involverede for en fantastisk weekend på Gram Slot. Ikke mindst vil vi sige tak til alle vores sponsorer – jeres støtte er guld værd. Tak til Gram Slot for at lægge græs og lokaler til turneringen. Tak til SuperBrugsen for frugt til spillerne. Tak til Vision Gram for at hjælpe med anlæggelse og vedligehold af banen.