Første afdeling af DFSU Danish Tour 2022 blev afholdt i en dejlig vestenvind på Vojens DiscGolfPark. Vejrforholdene var bestemt ikke optimale, men til trods for 15 m/s og haglbyger mv, så blev der spillet en god omgang golf.
Tag et kig på scoren for de respektive huller i weekenden. Selvom man ikke kender banen, kan man stadig gætte, hvilke huller der vender mod vest 😉
Hos PDGA kan du se ratings på de respektive runder.
I MPO bragte Hjalte Jensen sig hurtigt i front af feltet. En åbningsrunde med en rating på 1036 gav ham flere kast ned til anden pladsen, hvor flere tidligere danmarksmestre lurede. Som altid var både Kristian Spliid og Martin Spliid med helt fremme. Martin gik den bedste runde lørdag eftermiddag, hvilket sikrede en plads på lead card. Kristian måtte desværre trække sig med en rygskade inden finalerunden søndag. Danmarksmesteren i MA1, Jonas Friis Nielsen, fik bevist at sejren i Momhøje sidste efterår bestemt ikke var tilfældig. Stabilt spil i stærk vind sikrede ham en delt tredjeplads med Martin Spliid og Sebastian Pauli, der spillede sig på podiet fra chase card med én af de fire 1000+ ratede runder søndag.
Hjalte kunne ingen dog indhente, og han vandt turneringen med 11 kast ned til Toke Kyed Larsen på andenpladsen. Toke var med helt fremme hele weekenden, og spillede langt over sin rating. Mon ikke den tager en stort hop opad inden længe.
I FPO blev der spillet friskt til under finalerunden. Lena Klokmose havde dog for stort et forspring inden runden, til at det for alvor blev spændende, og med en park-job-birdie på hul 11 demonstrerede hun, hvorfor hun var den bedste i weekenden.
Iben Blaabjerg var den helt store oplevelse i gruppen. Med en runde på -1 (rating 936) og med eneste birdie i hele feltet på hul 2 spillede Iben sig op på andenpladsen foran FP50 europamesteren Lydie Hellgren. Lenas sejr blev dog kørt sikkert i hus. Herunder ses lead card i FPO på hul 15 – sådan skal det hul vist spilles.
De rutinerede kræfter i MP40 beholdt spændingen helt til sidste hul, hvor kun to kast adskilte Thomas Rasmussen og Jens Rud. To kast var ikke mange på hul 18 i weekenden, da modvinden gjorde sit til at drille spillerne. Både Jens og Thomas kom godt fra tee, men intet var afgjort endnu. Jens parkerede sit indspil, og Thomas viste rutinen og spillede sig sikkert i nærheden af kurven. Her lagde han sin putter hen til kurven, og selvom Jens gjorde sit for at lægge pres med en birdie, så tog Thomas sikkert sin par for sejren. Jacob Teglgaard Jakobsen og Nicolai Hedevang Nielsen delte den sidste plads på podiet.
De erfaringsudfordrede i MP50 bevarede ligeledes spændingen helt til slut. Tom Mathiesen første med ét kast ned til Janus Hajslund, der igen havde ét kast til Kjeld Bruun. På hul 18 fik Janus dog placeret sig i roughen i venstre side af fairwayen. Han scramblede sig dog til par, men Tom viste rutinen og helt efter bogen sikrede han sig også par og derved sejren.
MA1 finalerunden kom i gang med et brag. Kasper Aamand Petersen på andenpladsen lagde ud med et ACE på hul 1. Efter to huller havde han hentet tre kast på Laurits Sørensen, der havde siddet tungt på duksepladsen indtil da. Lokale Johannes Orbesen kom dog også for at spille og lavede endnu et ACE i gruppen på hul 5. Den anden lokale spille, Sune Svendsen, holdt også et højt niveau, så der var spænding hele vejen i mål. Det blev dog Laurits Sørensen, der løb med sejren 5 kast foran Johannes Orbesen, der havde 3 ned til Kasper på tredjepladsen. Desværre sad TD for længe i varmestuen og fik derfor ikke afslutningen på runden. Herunder ses vinderen Laurits Sørensen med en birdie på hul 16 i lørdagens anden runde.
Dejligt igen at se MJ18 rækken repræsenteret på touren. Det er den sådan set hver gang, men sådan har det ikke altid været. Her blev det Jeppe Nordstrøm Hansen, der løb med sejren foran Jacob Christensen og Bjarke Due. Fremtiden ser lys ud for dansk disc golf.
Gitte Maria Jørgensen havde et solidt forspring i FA1. Her var det kampen om andenpladsen, der var interessant. Cecilie Okkels er ikke fremmed i front for FA1 rækken. Hun kæmpede med lokale Sidste Kubsch, der gjorde debut på Danish Tour. Det endte med en hjemmebane sejr i den dyst, men Gitte kunne ingen røre på førstepladsen.
Æ Disc Golf Klub 6100 siger mange tak til turneringens sponsorer, Latitude64 og Frisbeesport. Der skal især lyde en tak for at bakke op om de mange frivillige, der gjorde turneringen til en god oplevelse for deltagerne. Tak til alle jer, der brugte weekenden på hagl, regn og storm – I er sgu for seje!
Tak for denne gang. Fortsat god DFSU Danish Tour 2022.